Er fremmede Er digt er du – og i tanken Nu huller i marken Sorte Køerne sorte som græssede Mulden – de inddrevne Fra markerne Nu som huller Resterne Fra synet over bakken med køer Er fremmede – er digt – er du Som læner din krop ind over mig Jeg fatter den ikke Omkring den af stof Forledt til at føle Og kærtegn Er du ikke en fremmed Koen kalder – Det hvide i dens blå øjne Så kom forløsningen Der er ingen katastrofeplaner Et åndeløst sekund af anstrengelse Han siger døden er en skandale Men døden er også smuk I hvide buer gennem blå Mine øjne på rejse over skyen Deres vej imod solen Ser jeg Den kommer på en glad dag Fejende mellem oplyste stjerner Oplyste nætter Mellemkomster Fritsvævende Mystisk Døden med gæssene flyver højt Deroppe Højt deroppefra --Blå blå - det blå blik møder tåren i øjet --i blå blå blik fra molokkens katedral --i tårne i spir -- i blå blå farve --i blå-- i blå - møder blå i blåt blik --i blåt blik blikket - i blå blå farve. MENS DIGTET SER TIL Nu kornet vokser langsomt imod gråbrun nu tørt en flaskepost skriger sin sved er øjet ikke en fisk nu med furer kornet en sensommerglød tørt over lugten af jord er øjet ikke en fisk nu med opløst ego mens digtet ser til I blårøde lyn I tråde fra natten I stjerner mens marken har svedt lad kongerne dvæle og skrige sin sved mens digtet ser til… Jeg vil skrive om marken mens lugten ser til og regnen i furerne og dampen fra kornet og jorden i smagen lugten i synet blod og sved lugten den brune duft fra solen ophavet den fede og furede jord lugten i øjet og marken i øret og lugten i bakken dufter af sensommerkvæld af sensommerkvæld Mens digtet ser til… *