Uma indsamler blå himmel til Landsbyen.

Der er ikke langt mellem skridtene hun tager. Knæene med brune og røde striber.
Hendes gule nederdel luftigt som en sol langt oppe under ballen. Slanke hvide lår.
Slanke lægge. Om overkroppen bærer hun en vest af silicone.
Skoene er et par hvide klodser af gasbeton og gummi.
Der er noget i luften i dag som udfordrer hende. At himlen synes blå. Og ligger
højt. Erindringen om blå himle står klart. En strøm af immaterielt rum bliver synligt.
Hendes øjne vender sig mod himlen. Og hun forsøger at lukke rummet ind. Det
kølige, klare.
En tidlig formiddag i en lille by blandt bjerge vandrer Uma under en blå himmel. Hun
ser i sit øje at ingenting er farve. Og at ingenting er blå. Og at ingenting ikke
forsvinder. Hun vil være ingenting. På denne blå dag. Vil være blå farve. En beholder.
Blåt ingenting.

Hendes gang er spændt ud på de snoede stier. Det er vigtigt at hun får lagt sig vandret
tidligt på det rette sted. Mosset er stadigt vådt mellem granerne, hvor hun lægger sig.
Hendes hår ligger flettet brunt mod underlaget. I hænderne har hun det lyse grus fra
stierne hvor hun lige har gået. Og hun spreder småstenene ud i en cirkel omkring sig.
I dette felt og på dette sted mellem bjerge ligger Uma. Armene spredt ud. Mod en blå
himmel. Øjnene vidt åbne. Det er hendes arbejde i dag at indsamle blåt.

Der er ikke mange i byen som tænker som Uma. Himmelen er grå. Den er hvid. Og
sort. Og så alligevel når (og det sker sjældent) sprækker af blå farve toner frem i
himmeldisen bøjer man ansigtet i ærefrygt.

Landsbyen er vågen nu. Alle har de deres at se til på denne dag. Tra ved at Uma er
gået. Han hørte hendes smil da hun lukkede dørene. Hun har fortalt ham at når
himmelen er blå er det hendes opgave at samle blåt ind.
Da byen for år tilbage hørte fuglene synge, sang de sammen med dem. Nu er fuglene
fløjet til de store byer. Her sidder de på hegn af ståltråd. Tavse. Men Uma tror på at i
den blå himmel findes fuglenes sang. Og i sangene findes den blå himmel. Og at hun
en dag når hun samler blå vil samle fuglene hjem.

I de store byer rører de tavse fugle på sig. En blå dag som denne. En rokken til højre
og venstre. Enkelte kaster sig ud i formationer over tårne og pladser. En enkelt af de
gamle letter og flyver ud helt alene i det blå. Den er på vej mod det sted hvor Uma
ligger. Hun ligger på sin mos-terrasse i bjerget. I stilheden. Med øjnene vendt ud. Den
gamle fugl kommer flyvende ind over hende. Og sætter sig uden for ringen af
småsten. Uma fraviger ikke sit blik mod det blå. Fuglen ser måske at hun ikke ser den.
Og begynder at flytte sine små læber ud og ind i halsen. Det giver næbbet vinger til en
halvkvalt lyd. Uma tænker lyden efter og sænker den ind i sin hjerne og prøver den
for sin gæst. Fuglen rokker rundt. Uma forsøger igen. Fuglen flyver et andet sted hen.
Den prøver atter sine læber i et hæst hyl. Uma lukker atter blå ind. Og fuglen rykker
nærmere. Og nærmere. Uma er blå nu. Og fuglen rykker nærmere. Og nærmere.

Uden om hende er der en cirkel af små sten. Som fuglen flytter med næbbet og åbner
for passage. Så den kan trænge ind i feltet til hende. Den lægger sig. Og sammen
flyver de.

Toni 2005

<<<